1 års fødselsdag

1 års fødselsdag

På denne dag, for 1 år siden, sad jeg med en kær veninde og snakkede om vores fremtid - hvad skulle den indeholde, hvor ville vi gerne hen og hvad ville gøre os glade?

Jeg var uden job på dette tidspunkt, og havde en deadline der hed 20.marts 2016 hvor jeg ville ryge helt ud af dagpengesystemet - et system som jeg absolut ikke brød mig om at være i. Jeg var nu flittig nok i forhold til at finde virksomhedspraktik-pladser - faktisk så flittig, at jeg fik ros fra jobkonsulenterne i Jobcenteret, men desværre ledte det ikke til et direkte job.

På denne dag, sidste år, landede der pludselig et navn i mit hoved:

Social Media by Heart!

Bum, der var navnet, men hvad dælen skulle jeg bruge det til? Lige der vidste jeg det faktisk ikke helt...vidste bare, at jeg var (nok lidt for meget) vild med at være på de sociale medier - nysgerrig på hvad det kan og hvor det kan føre os hen osv. i den dur.

Navnet blev købt med det samme hos DK Hostmaster og så sad jeg der med et smil på læben. Havde en tro på, at det hele nok skulle gå.

Instagram profil blev oprettet, og nedenfor er mit første opslag <3

Nytåret kom og foråret nærmede sig og især datoen for mit udløb af dagpenge nærmede sig. Hele tiden havde jeg en tro på, at jeg var på rette vej. Havde faktisk skrevet i min kalender, at jeg skulle fejre at det udløb - fejre at jeg var fri!

Dagen kom!

Dagen kom, d. 20. marts, og jeg tænkte bare "YES"! Dagen efter d. 21. marts mærkede jeg godt et sug i maven...nu var jeg alene, helt på egen hånd. Nu skulle jeg selv trække kunder ind, tjene mine penge på en helt ny måde....kunne jeg overhovedet det? Var det bare en sjov og useriøs tanke - det her med Social Media by Heart?

Alt dette gjorde jeg

Jeg fik jo sat min Instagram op ret hurtigt, og jeg fik lavet min Facebook-side. I samarbejde med Dorte Kjærgaard, fik vi lavet en 30 dages Business Challenge, som gik rigtig godt (du kan læse lidt referencer her). Jeg fik ret hurtigt et par kunder, hvor jeg skulle stå for opslag på Facebook, redigere hjemmeside osv. i den dur - det holdt ikke så længe, da vi ikke var det perfekte match alligevel, men det var fedt at have den der følelse af, at være i gang. Jeg begyndte at dele flittigt på min Instagram profil, og fik også meget godt gang i min Facebook side, og mit mål for Instagram i år var 200 følgere - i skrivende stund har jeg 299! (Mon det er i dag jeg også når de 300?). Jeg har et par faste kunder som jeg laver facebook-opslag for samt video-præsentationer, og så er jeg fast personlig assistent og event-koordinator for Lone Rasmussen som har Karmaklubben. Hvis du er nysgerrig på hvad det er for noget, så læs gerne med her på hendes side: Karmaklubben.

Taknemmelighed

Jeg har en enorm følelse af taknemmelighed. Taknemmelighed over: at du læser med at mine følgere synes godt om det jeg smider op at jeg har fået et skønt stort netværk, som bakker mig op at der er nogle der griber mig, de dage hvor det er lort og lagkage (ja de dage er der også) at jeg får lov at lave det som gør mig glad at jeg kan bede om hjælp, og få den at have et bagland der støtter op om min drøm

Alle disse ting er ikke noget jeg tager for givet - de udspringer fra mit hjerte, og jeg håber jeg kan give lige så meget igen, som jeg får.

Nu sidder jeg her, 1 år efter

Jeg har ikke fået sat noget fødselsdags-halløj op - ingen konkurrence eller monster tilbud. Det kom lidt bag på mig, at der var gået 1 år, fra min ide landede til at jeg nu sidder her.

Jeg vil fejre denne 1 års fødselsdag med bobler i aften, og jeg vil glæde mig over, at du måske læser med, og måske vil skåle med mig i cyberspace (det er faktisk meget hyggeligt at gøre det).

Tak til dig

Fordi du er her, og fordi du er med til at holde liv i min drøm <3 Det betyder alverden!

Roger Over and Out

Anja